Svindinge Gamle Smedje

Et 100 års jubilæum? Jamen Herregud da, er det noget at tale om? Omtrent sådan kan de godt reagere i en smedeforretning lige op og ned ad gadekæret og kirken i landsbyen Svindinge, og ingen vil kunne fortænke dem i at betragte 100 år som ét relativt kort forløb. Smedjen må være Danmarks ældste.
Ludvig den 14., Solkongen i Frankrig, var lige død. Napoleon var overhovedet ikke kommet til verden. I Danmark var Frederik den 4. travlt optaget af Store nordiske Krig, og hans kollega sydpå, Frederik Den Store, af at gøre Preussen til en europæisk stormagt. Franskmænd og englændere kæmpede om herredømmet i Nordamerika, der først 60 år senere blev til USA, og i Danmark var Stavnsbåndet endnu ikke indført. Det lå 17 år ude i fremtiden.

Sådan var det historiske landskab, da en ung mand byggede en smedje ved gadekæret i Svindinge. Det var i 1716. Smedeforretningen eksisterer stadigvæk. Den ligger på samme sted. Og det er samme familie, der ejer den. Den forrige Smed hed Kai Jørgensen. Det var hans tip-tip-tip-tip-tip-oldefar, der startede smedjen. I Dag har Kajs søn Jacob Jørgensen overtaget – Jacob er uddannet rustfast klejnsmed. Så 100 år er som sagt ikke særlig lang tid. Ikke lige på det sted.

Den 282 år gamle forretning hedder i dag Svindinge Smede- og Maskinværksted og drives af Jacob Jørgensen som er 3 generation. Smedjen beskæftiger i dag 10 ansatte. Virksomheden er specialiseret i at arbejde med aluminium og rustfrit stål, og en stor del af kundekredsen er virksomheder fra levnedsmiddelindustrien. Maskinværkstedet opbygger og vedligeholder produktionsanlæg og har ikke kun haft arbejder på Østfyn. Kai Jørgensen og hans svende har arbejdet med fabriksanlæg i Tyskland, Frankrig, Canada, Spanien og Norge.
Som Kai siger det:

Jeg har været fandens heldig. Der har altid været arbejde. Mange af de virksomheder, jeg arbejder for, er virksomheder i fremgang, og når det er tilfældet, er der jo hele tiden noget at se til.

Andre siger, at Kai Jørgensen er meget beskeden, når han taler om held. Det hedder sig, at Svindinge Smede- og Maskin­værksted leverer godt arbejde. Men det vil Kai heller ikke tage æren for

– Jeg ville være fisker, da jeg var dreng, fortæller han. Det brød mine forældre sig ikke om. Det var ikke, fordi de ville tvinge mig til at være smed, men hver jul hørte de en mindegudstjeneste for de druknede fiskere, og det satte en skræk i dem. Det var alt for farligt, mente de.

Så Kai blev på land, og da hans skoletids bedste legekammerat, malerens søn Poul blev lærling hos Kais far, besluttede Kai sig for at følge familietraditionen ogsmedje_tx gå samme vej.

Når Poul ville være smed, sku’ jeg ikke være noget ringere, forklarer han.
Så Kai kom i lære hos faderen som 13-årig. En lille 13-årig – kun 153 cm høj. Det gav et problem med arbejdstøjet. Det var simpelthen ikke muligt at finde et par overalls, der var små nok. Og i al sin hjælpsomhed gjorde Kajs mor så noget, der krænkede hans drengestolthed.

Hun gik ind en forretning for børnetøj og fandt et par overalls, hvor der på smækken var en tegning af en cowboy på en stejlende hest, fortæller Kai Jørgensen. Dem nægtede jeg at tage på. Komme over til svendene på smedeværkstedet i den slags? Nej, fanme-nej, griner han.
Dengang, midt i halvtredserne, var der stadig et umiskendeligt præg af landsbysmedje over virksomheden i Svindinge. Repa¬ration af landbrugsmaskiner, skoning af heste, vognhjul, der skulle have nye ringe, installation af centralvarme. Sådan var størstedelen af opgaverne, og mobiliteten var beskeden.
Når far skulle ud på gårdene, kørte han på motorcykel, mindes Kai. Vi havde ingen varevogn, så hvis vi skulle bruge noget større værktøj på en gård, fik vi fat i mælkemanden og bad ham om at tage det med. Han fungerede som vognmand for os.
Der blev skoet heste næsten hver formiddag. Atmosfæren omkring smedjen ved gadekæret med hestene og den lune esse tiltrak vagabonderne. De holdt til omkring stedet, og når dagens arbejde på værkstedet var overstået, brugte de essen til at lave et måltid varm mad. Evnen til improvisationer var stor.

Engang havde de fået et fat i sådan en 10 liters metaldunk, husker Kai, og ved slagteren havde de fået en stort kødben foræret. Det var for stort til at komme ned i dunken, men så savede de benet i mindre stykker med en nedstryger på ambolten, og så kunne de koge suppe på essen. De kom oven i købet en suppeterning i. Gad vide, hvor de havde den fra?

Kai morer sig stadigvæk over mange ting fra sin læretid sammen med malerens Poul. Poul var ikke så kraftig, og det var et problem, når han skulle sko heste. Der skal gode kræfter til at holde bagbenet på en hest, og de slap op for Poul en dag, da en hest gav et spjæt og verfede Poul tværs gennem smedjen. Heldigvis ramte han portoåbningen inden han landede ude på gårdspladsen.

Sådan som jeg husker det, ødelagde vi to lærlinge egentlig’ meget. Vi lavede fanme mange fejl, siger Kai Jørgensen der er formand for Uddannelsesudvalget ved Svendborg Tekniske Skole. Lærlingene i dag kan meget mere, men jeg syes, det bliver sværere og sværere at få de dygtige unge ind til faget.
De vil ikke arbejde tide i al slags vejr. De vil ikke være snavsede. Og det er mere og mere vigtigt, at vi får en tilgang af lærlinge, der kan. andet did at bruge hænderne. De skal kunne sprog. De skal kunne arbejde sammen med tyske og engelske kolleger, når de er i gang med montagearbejde rundt omkring i Europa. De skal også kunne EDB, fordi stadig flere maskiner computer-styres. At hænderne sidder rigtigt, er selvfølgelig stadig vigtigt, men ikke nok i dag.
Kai Jørgensen synes, det er et hårdt liv at være selvstændig. Arbejdet på smedjen om dagen afløses af papirarbejde om aftenen, og han siger, at han sjældent har en dag på under 12 timer og sjældent en weekend med mere end én fridag. Den sparsomme fritid bruges først og fremmest på to brændende interesser: Lystfiskeri og speedway. De præger også kælderrummet i hans hjem. På væggene hænger vimpler fra et utal af danske og udenlandske speedwayklubber og fotografier fra de hurtige baner. Men trofæet over dem alle er en konserveret fisken kæmpegedde på ca. 12 kilo, som Kai Jørgensen fik på stangen en mindeværdig dag. Smeden fører omhyggeligt fangstjournal over samtlige sine fisketure med oplysninger om vejr, vind, strøm – og fangst, naturligvis, og han ved præcist, at gedden er den syvendestørste, der nogensinde er fanget i Danmark.

Kai Jørgensen med kæmpegedden – og med sønnen Jakob, der selv netop er udlært som smed. Han kan blive tiende generation på stedet. – Og prøv og se her, siger han og peger på et fotografi af ham selv og kæmpefisken. Prøv og se, hvor mager den er. Kan du tænke dig vægten, hvis den havde været godt i stand, da jeg fangede den ?
Men med to store fritidsinteresser og alt for mange arbejdstimer var det så ikke en idé at holde op? Det overvejer Kai Jørgensen af og til, men foreløbig er det blevet ved tankerne. Det er der to grunde til:

Jeg skal jo først finde ud af, hvad min knægt vil. Og så ved jeg ikke, men hvis man nu har tid til at gøre alt det, man gerne vil, er der måske slet ikke så meget ved det. Og jeg har det da heldigvis stadig sådan, at jeg kan ligge i sengen om morgenen og glæde mig til det, jeg skal lave i løbet af dagen.
Og sådan har de formentlig haft det i et par hundrede år på den smedevirksomhed.